Et praksisnært og fagligt funderet kursus for dig, der ønsker at arbejde med craft-aktiviteter som en vej til trivsel, mestring og recovery hos mennesker i psykisk sårbarhed.
Har du erfaring med craft, håndværk eller kreative processer, og ønsker du om at bringe din faglighed i spil i en psykiatrisk sammenhæng? Så er dette kursus for dig.
Du underviser måske allerede på aftenskole eller højskole. Måske er du kunstner, lærer, pædagog, sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller peer-medarbejder.
Uanset din baggrund deler vi en nysgerrighed: Hvordan kan kreative processer blive meningsfulde, trygge og fællesskabende i psykiatrien?
Det undersøger vi sammen.
Hold 5: Den 22. februar - 17. marts 2027
Hold 6: Den 12. april - 10. maj 2027
Mandag, tirsdag og torsdag kl. 09.00-15.00 (48 timers teori og 11 timers hjemmearbejde).
Forløbet afsluttes med tre praktikdage. Praktikken ligger fra kl. 15.00-19.00 (17 timer inkl. evaluering).
Kurset er gratis. Ved gennemførelse udbetales lønkompensation for brugt arbejdstid: 150 kr. pr. mødetime.
Med afsæt i craft-psykologi udviklet af Anne Kirketerp får du indblik i den forskning, der dokumenterer, hvordan håndens arbejde kan:
reducere stress og uro
styrke oplevelsen af kompetence
skabe ro og flow
mindske ensomhed og social isolation
understøtte håb og identitetsarbejde
Vi arbejder med forståelsen af craft som mere end håndarbejde eller husflid. Craft er en sanselig, engageret og meningsskabende proces, hvor både det materielle og det relationelle får betydning.
Samtidig dykker vi ned i, hvordan fællesskaber opstår gennem skabende praksis. Med inspiration fra bl.a. Anne Kirketerp, Tim Ingold, David Gauntlett og Richard Sennett undersøger vi, hvordan mennesker både skaber i fællesskab, og skaber fællesskab gennem det, de laver.
Mennesker er altid motiverede - men ikke nødvendigvis for det, vi havde planlagt. Som kreativ faglærer handler det derfor om at skabe rammer, hvor mening, nysgerrighed og lyst til deltagelse kan opstå.
På kurset arbejder vi med perspektivskifte, selvbestemmelse og med at forstå adfærd som kommunikation. For en kreativ aktivitet kan opleves som en mulighed - eller som endnu et krav. Du lærer at kende forskellen.
Du får redskaber til at planlægge og tilpasse kreative aktiviteter, så det bliver lettere at deltage og opleve, at man kan lykkes.
Vi arbejder med struktur, materialer, tidsrammer og balancen mellem udfordring og kunnen – med blik for forskellige kognitive, sociale og sanselige behov.
Målet er at skabe plads til den lille, men betydningsfulde bevægelse fra “jeg kan ikke” til “måske kan jeg godt”.
Som kreativ faglærer træder du ind i en organisation med tydelige roller, rammer og hensyn. Derfor får du indsigt i psykiatriens kultur og samarbejdsformer samt i, hvordan psykiske lidelser kan påvirke deltagelse og læring.
Vi arbejder også med deeskalering, professionel rolleforståelse og sunde grænser, så du kan indgå trygt og respektfuldt i samarbejdet med sundhedspersonalet.
Du er ikke behandler. Du er faglærer med fokus på den kreative aktivitet, processen, trivslen og fællesskabet.
Underviser
Camilla er uddannet pædagog og har efterfølgende taget en kandidat i pædagogisk antropologi fra Aarhus Universitet. Derudover har Camilla gennemført uddannelsen i Craft Psykologi ved Anne Kirketerp
Søren Frichs Vej 40 D, 8230 Åbyhøj
E-mail: info@kompetencehuset.com
Telefon: 86 15 96 99
CVR-nr: 12634331
Kontoret er åbent
Mandag - fredag kl. 08.30 - 14.30