- er et mobilt kreativt værkstedstilbud til mennesker med psykisk sårbarhed, som kan have svært ved at deltage i almindeligt tilrettelagte aktiviteter. Vi rykker værkstedet ud på botilbuddet og skaber en tryg og overskuelig ramme, hvor borgerne kan deltage på deres egne præmisser.
En typisk værkstedsdag med Den Rullende Daghøjskole varer ca. to timer og kan eksempelvis indeholde læderarbejde, smykkefremstilling, akvarel, decoupage, vævning, broderi, tufting, keramik, musik og fællessang.
Aktiviteter, materialer og sværhedsgrad tilpasses målgruppen og borgernes psykiske, kognitive og fysiske forudsætninger. Et samarbejde indledes derfor med et møde, hvor vi sammen afklarer målgruppe, indhold, praktiske rammer og sikkerhed.
Den Rullende Daghøjskole medbringer undervisere, redskaber og materialer og står for klargøring og oprydning. Botilbuddet skal som udgangspunkt blot stille et egnet lokale med borde og stole til rådighed. I opstartsfasen kan medarbejderne med fordel hjælpe borgerne ind i aktiviteten og understøtte deres deltagelse
Et fælles tredje
Den pædagogiske praksis tager udgangspunkt i det fælles tredje: mødet omkring håndværket, materialerne og den kreative proces. Her skabes mulighed for fordybelse, flow, fællesskab og succesoplevelser.
Underviserne er kreative faglærere - ikke terapeuter. Deres faglighed er at tilrettelægge aktiviteter og arbejdsprocesser, så den enkelte borger får passende udfordringer og mulighed for at lykkes.
Den Rullende Daghøjskole har siden 2022 været et fast tilbud i Psykiatrien på Aarhus Universitetshospital, hvor patienter to gange om ugen kan deltage i kreative aktiviteter. Siden opstarten har tilbuddet haft mere end 3.500 patientbesøg.
Erfaringen er, at det kreative arbejde kan skabe nærvær og engagement og give mennesker mulighed for at mødes om noget konkret.
Erfaringen er, at det kreative arbejde kan skabe nærvær og engagement og give mennesker mulighed for at mødes om noget konkret.
“Det giver mig så meget varme og glæde at være her. Og så er det noget nær det eneste sted, der formår at få mig til at grine helt ned i maven.”
- Patient i psykiatrien, Aarhus Universitetshospital
Lokal forankring
Botilbuddet kan desuden opkvalificere medarbejdere gennem kurset Kreativ Faglærer i Psykiatrien, hvor de får konkrete redskaber til selv at tilrettelægge kreative aktiviteter for mennesker med psykisk sårbarhed. Det giver mulighed for at forankre aktiviteterne i botilbuddets egen praksis.
Omfang og pris
Indsatsen kan tilrettelægges som et pilotforløb eller et længerevarende samarbejde. Se separat prisoverslag med forslag til modeller, omfang og priser.
For yderligere information om tilbuddene:
Kontakt forstander Nis Peter Nissen på telefon: 41198523 eller mail: npn@kompetencehuset.com
Søren Frichs Vej 40 D, 8230 Åbyhøj
E-mail: info@kompetencehuset.com
Telefon: 86 15 96 99
CVR-nr: 12634331
Kontoret er åbent
Mandag - fredag kl. 08.30 - 14.30